Kære Den som dette digt er til
Om morgenen står jeg op
- klæder mig langsomt på.
Til hvad? For hvis skyld?
Jeg spiser min morgenmad i hast
- og ta'r det første tog.
Til hvad? For hvis skyld?
Personalet er surt, ungerne er sure
der er stress på, fødderne flyver hen over gulvet.
Til hvad? For hvis skyld?
Da kommer dagens første smil
fra en syg, hjælpeløs og forladt unge.
Barnet har ikke set solen stå op.
- Kun neonlampens lys.
Barnet har ikke chance for selv at vågne.
- Det bliver vækket - for "nu står vi op"!
Barnet kan intet selv.
- Kun smile.
- Og for dette barn står jeg op.
Lille menneskekrop
Lille menneskekrop. - Hvor er du dog utrolig...
Du er deform, der er ingen symmetri.
Dine organer fungerer ikke.
De bliver holdt kunstigt igang.
Dine bevægelser lystrer ikke. Dine spasmer er opslidende.
Dine sanser er svage. Kan du se, høre, tale?
Selv din ånd er svag. Man kalder dig dum.
Men alt dette er kun en skal. En uigennemsigtig skal!
For inde bag ved alt det deforme og vanskabte,
gror kærligheden og varmen.
De vokser omvendt proportionalt
med din krops fejl.
På trods af dit frastødende ydre
- som dog har sin egen charme
vokser skønheden ved at være.
- Bare det at eksistere
- at have ret til at leve
selv om endog det er svært.
Du smiler stadig.
Derfor lille menneskekrop
er du et helt menneske.
Kæmp
Jeg ser dig syg
- og fortryder mine ord.
- De ord som sagde:
"at hvis du blev syg
så skulle man lade dig være
- og dø i fred.
Det var mest menneskeligt."
Når jeg ser på dig nu
er de ord fortrudt og borte.
De nye ord er:
"Du ligger og kæmper for dit liv.
Hvis du vinder kampen
- hvad jeg håber
så har du vundet
vundet retten til livet
- og bevist at du er den værdig."
Kæmp lille barn!
Mit sidste digt i aften – Tanker
Jeg spø'r mig selv:
"Hvad lever du for?"
Du ligger bare der.
Det er ikke menneskeværdigt.
Egentlig burde man jo... - Eller burde man ?
For hvad måler jeg din "levedygtighed" i ?
Materielle goder? Personlig prestige?
Frihed til at gøre hvad man vil ?
Men frihed defineres af hver enkelt.
Du ved jo ikke hvad du går "glip af'.
For din simple tankegang
er "det her" jo livet - og friheden.
Kender du overhovedet det begreb?
Du kender ord, som betyder noget for dig.
Sove, spise, lege. Er det egentlig ikke nok?
Du er glad. Du er ked af det. Du har følelser.
Du lever intenst i nuet. For hvem har fortalt dig,
at der er en dag i morgen?
Og hvad skulle du med den? Det er jo imorgen!
Jeg ville ikke kunne leve på den måde.
Men du får det bedste ud af din situation.
- Og jeg hjælper dig hvis jeg kan.
- Til at leve.
Pludselig tror jeg, at du egentlig lever mere
end os andre.
