Forventninger kan gå i begge retninger. Forventning: Et barn på tre kan tale. Når det så ikke taler, justerer man sine forventninger og ser hvordan man kan hjælpe det. - Irene Johansens Karlstads model(link) blev daglig sprogleg hjemme hos os i årevis. Forventning: Sara har svært med at forstå abstrakte ting, - som at Jesus døde for at frelse os. En søndag formiddag i kirken brød Sara ud i gråd. ’Hvad er der’ spurgte jeg 
’De slog min Gud ihjel’ hulkede hun ’de hamrede søm i her og her’ og viste mig hvordan sømmene blev hamret i hænder og fødder. ’Der er meget blod’ Jeg måtte græde sammen med hende for hendes dybtfølte smerte rørte mig dybt. Jeg havde aldrig grædt over Guds gave på korset før, for jeg har altid forstået det med mit hoved, ikke mit hjerte. 

Den der bringer morgendagen har gode ting med sig i kufferten. Det er ikke altid vi forstår hvad vi skal med tingene, men Han tænker anderledes end os og der er altid en mening med det Han giver. Han er nemlig helt igennem god og kærlig og ønsker at vi skal lære Ham bedre at kende og være samen med Ham. 
Sara har vist mig lidt af hvad det betyder. 
’Sammen med dig mor’ har været en af Saras foretrukne sætninger. Når jeg har skældt ud skal hun altid vide om vi er sammen igen. Så ’sammen’ betyder meget mere end det at vi sidder sammen. Det betyder at der ikke er noget der skiller os ad. At vi ved at vi elsker hinanden og at vi er et. 

Jeg forventer ikke at jeg forstår det fuldt ud som Sara gør, men jeg har fået et lille glimt af hendes dybe åndelige forståelse for mit hoved kommer i vejen igen. Da jeg bad for mit ufødte barn så jeg et billede for mit indre blik af en rose. Jeg så den nede fra, jeg så stilken og alle tornene. 
For enden af stilken var der den flotteste røde rose. Jeg blev glad for jeg syntes det var et smukt billede og jeg tænkte ikke nærmere over det før efter fødslen. Da jeg så sad med Sara, den smukkeste baby i byen, og kikkede på hende kom jeg til at tænke på billedet. Hun var som den yndige rose, men der fulgte en stilk fuld af smertefulde torne med. Da talte Gud til mig og spurgte hvad jeg ville fokusere på. Blomsten eller tornene. Jeg kunne vælge at se på tornene og lade dem komme i fokus, og derved ikke se blomsten ordentligt eller jeg kunne vende rosen om og fokusere på blomsten og nyde den, vel vidende at tornene stadig sad på stilken. Forventer vi at alt stikker og er svært - er det nogen gange umuligt at få øje på skønheden.
Fokuserer vi på skønheden - glemmer vi nogen gange tornene, indtil vi stikker os på dem igen; - men der er meget mere glæde i at tage det smukke som Gud har givet os og nyde det til fulde. Forventninger kan komme til at spænde ben for vores liv, - men forventninger er også vigtige for uden dem sygner vi hen. Forvent intet - og du får intet. Gud forventer at vi spejler os i Ham og i Hans kærlighed, at vi er sammen med Ham, hvor intet skiller os fra Ham og at vi tager ved lære af de himmelske beskeder Han har sat i vores midte.

Åse Ellerbek Larsen februar 2008