Hvem er retræteholderen father Jim O'Donnell ? Oversættelse af et blog indlæg om father Jims sidste messe, af Kathy Eyeing http://kathyewing.com/2017/11/another-last-mass/
".Fader Jim O’Donnell har fejret messe i denne stue i 40 år.
Han har fejret messe og sammen med søster Maggie Walsh-Conrad, blev venner med naboerne, og ja, opdragede børn i et unikt ministerium, lige siden Jean Vanier ændrede father Jim's liv ved en retræete.
Jean så ham i øjet og sagde, ”Ser du ikke, at Gud kalder dig til at tilbringe resten af dit liv med mennesker, som er fattige?” Jean Vanier, 89 år gammel, (red.boede dengang) stadig ifællesskab med mennesker med handicap i det første L'Arche-samfund han grundlagde i Trosly-Breuil i Frankrig. Fader Jim, skønt kun 87 år, opdrager to unge teenagere, tidligere fosterbørn, sammen med søster Maggie.
I aften var det den sidste messe på East 35th Street. Den lille familie har flyttet 130 blokke vest til et mere sikkert kvarter for børnene. De fleste af de deltagende var langvarige venner og tilhængere af ministeriet. Dette var min første gang, selvom jeg havde tænkt at komme til denne aftenmesse i mange år. Jeg følte mig som en fremmede, selvom father Jim, som jeg interviewede for et par uger siden, havde inviteret mig. Men hvem ville han ikke invitere?
Der var en guitar, spillet af en mand i en flanelltrøje, og der var kun plads til stående. Børnene foretog læsningerne. Søster Maggie græd, da hun talte som den først under præddikken. ”Vi er kirken. Vi er templet. Vi er alle hellige. Vi er alle velsignede, ”sagde hun.
Hun overrakte mikrofonen til father Jim, som begyndte, ”bag enhver mand, der er en fantastisk kvinde”, og alle lo påskønnende. Han anerkendte aftenens bittersøde natur og fortsatte med: ”Ånden går hvorsomhelst med os. Vi stræber efter at bringe Guds nærvær til hvadsomhelst vi end gør. Jeres ministerium af tilstedeværelse har været lige så vigtig for os som vores for dig og andre. I er de valgte historier. Kend jeres egen godhed, venlighed og kærlighed. ”
Nattverdbrød og vin blev sendt rundt fra person til person. Father Jim anmodede om en sidste sang fra Elaine, kvinden, der sad i nærheden af mig. Hendes ansigt, skinnende med tårer, mens hun bevægede sig til foran i rummet og sagde: ”Denne sang kan virke mærkelig, men den har været på mit hjerte hele dagen.” Hun førte os med at synge “ I troende sjæle, samles her med glæde!”, som på en eller anden måde syntes hun at var helt rigtigt. Så ville Anthony fra kvarteret også synge en sang. De trommende lyde, han begyndte med, var helt klare - indgangsmusik for The temptations “My girl” - og det blev vi også med på. To vers.
Bagefter var der mad og masser af snak og knus og tårer i huset. Jeg talte med de få mennesker, jeg kendte, og gled ud i den kolde efterårsaften. Jeg var glad for, at jeg endelig havde mødt op.
".Fader Jim O’Donnell har fejret messe i denne stue i 40 år.
Han har fejret messe og sammen med søster Maggie Walsh-Conrad, blev venner med naboerne, og ja, opdragede børn i et unikt ministerium, lige siden Jean Vanier ændrede father Jim's liv ved en retræete.
Jean så ham i øjet og sagde, ”Ser du ikke, at Gud kalder dig til at tilbringe resten af dit liv med mennesker, som er fattige?” Jean Vanier, 89 år gammel, (red.boede dengang) stadig ifællesskab med mennesker med handicap i det første L'Arche-samfund han grundlagde i Trosly-Breuil i Frankrig. Fader Jim, skønt kun 87 år, opdrager to unge teenagere, tidligere fosterbørn, sammen med søster Maggie.
I aften var det den sidste messe på East 35th Street. Den lille familie har flyttet 130 blokke vest til et mere sikkert kvarter for børnene. De fleste af de deltagende var langvarige venner og tilhængere af ministeriet. Dette var min første gang, selvom jeg havde tænkt at komme til denne aftenmesse i mange år. Jeg følte mig som en fremmede, selvom father Jim, som jeg interviewede for et par uger siden, havde inviteret mig. Men hvem ville han ikke invitere?
Der var en guitar, spillet af en mand i en flanelltrøje, og der var kun plads til stående. Børnene foretog læsningerne. Søster Maggie græd, da hun talte som den først under præddikken. ”Vi er kirken. Vi er templet. Vi er alle hellige. Vi er alle velsignede, ”sagde hun.
Hun overrakte mikrofonen til father Jim, som begyndte, ”bag enhver mand, der er en fantastisk kvinde”, og alle lo påskønnende. Han anerkendte aftenens bittersøde natur og fortsatte med: ”Ånden går hvorsomhelst med os. Vi stræber efter at bringe Guds nærvær til hvadsomhelst vi end gør. Jeres ministerium af tilstedeværelse har været lige så vigtig for os som vores for dig og andre. I er de valgte historier. Kend jeres egen godhed, venlighed og kærlighed. ”
Nattverdbrød og vin blev sendt rundt fra person til person. Father Jim anmodede om en sidste sang fra Elaine, kvinden, der sad i nærheden af mig. Hendes ansigt, skinnende med tårer, mens hun bevægede sig til foran i rummet og sagde: ”Denne sang kan virke mærkelig, men den har været på mit hjerte hele dagen.” Hun førte os med at synge “ I troende sjæle, samles her med glæde!”, som på en eller anden måde syntes hun at var helt rigtigt. Så ville Anthony fra kvarteret også synge en sang. De trommende lyde, han begyndte med, var helt klare - indgangsmusik for The temptations “My girl” - og det blev vi også med på. To vers.
Bagefter var der mad og masser af snak og knus og tårer i huset. Jeg talte med de få mennesker, jeg kendte, og gled ud i den kolde efterårsaften. Jeg var glad for, at jeg endelig havde mødt op.
Father Jim, i clown sminkning, fortalte levende, historien om Guds Clown.
RSS-feed
