Hvert år mødes folk fra Nordisk Tro og Lys og andre vennertil en retræte ferie på et smuk mødested i Skandinavien. I 2016 var det ved søbreden i Vadstena, Sverige, på vanndrehjemmet nær den enorme, 600-årig, blå klosterkirke, hvis arkitekt var Skt. Birgitta. I vandre-hjemmets glasmosaik ses hun som vores hyrdinde. Landskabet omkring er meget smukt. Vi var omkring 20 fra Sverige, Norge og Danmark, for det meste gamle venner fra Tro og Lys, og fra Mariahuset i Oslo sammen med et drys af nye ansigter. Vores retræte blev givet af en gammel ven, den irske Tro og Lys præst, nu katolske biskop, Brendan. Hans tema var Guds barmhjertighed. Vi så heldige at lutherske præster også var med fra danske og svenske kirker, Erik og Bertil og nyligt ordineret katolske Lasse også var med.
I starten blev vi vækket smukt af Knut-Erik 's trompet, men en vred vandrehjemme gæst klagede, så fløjtemusik tog over. Vi spiste morgenmad i en meditativ stilhed, med udsigt over søen. Stilhed, som 90-årige, Jon Carsten (Kozon) Synnøve, Vicente og vores andre venner med autisme, er så taknemmelig for.Maden blev efterfulgt af korte morgenbønner med megen sang og Taize salmer ledsaget af mange smukt spillet guitarer, bratsch og fløjte. Så kom Brendans indlæg med oversættelse til skandinavisk. Hvert indlæg endte med 2 spørgsmål, der skulle besvares, når vi mødtes i små grupper. Efter indlægget er der en times stilhed til at tænke over talen. Omkring syv mennesker, med og uden særlige behov, danner grupper under retræten, hvor vi kunne fortælle hinanden, hvis vi ønskede, hvad talen havde betydet for os personligt. . Vi kalder det "deling". Hvad er sagt forbliver privat inden for hver gruppe. I delings grupper finder alle en ”familie. I de unges gruppe, hvor jeg var den ansvarlige, kom retrætens budskab kom igennem uden meget snak.Så farvede,tegnede og mimede vi ”den lille prins” og lignelse om Guds nåde: den fortabte søn, den barmhjertige samaritaner og den gode hyrde. Som det ses var der nogle spændende falsk brand-alarmer!